I starten af november måned deltog jeg i ’Mindful Leadership Summit’ i Washington DC.
Fire intense dage pakket med workshops og oplæg med en bred vifte af forskere og erhvervsledere.
– Dr. Dan Siegel, UCLA, professor Jerry Murphy, forhv. dekan, Harvard Graduate School of Education, Ph.D. Marc Brackett, Yale Center for Emotional Intelligence, Peter Weng, tidl. Google, nu Search Inside Yourself Leadership Institute og Ph.D. Emma Seppala, Stanford University var alle en del af de mange oplægsholdere.
Fællesnævneren for oplæggene fra erhvervslederne var, at mindfulness i varierende form havde vundet indpas på direktionsgange såvel som ‘nede i’ organisationen. Det er svært at udvælge få oplæg som værende de bedste.
De firmaer, jeg refererer til her, gjorde blot størst indtryk, men dermed ikke sagt, at alle andre bare var ’gennemsnitlige’, – langt fra.
Aetna Inc., – et forsikringsfirma indenfor sundhedsforsikring med ca. 50.000 ansatte over hele USA, er i gang med at bringe mindfulness fra en ’en-mands oplevelse’ hos direktøren videre ud til hele organisationen.
Henset til firmaets størrelse og geografiske spredning, sker det primært som e-learning og med live video streaming. Aetna’s overordnede beslutning for implementeringen er, at det skal være lokalt funderet i afdelingerne, men på trods e-learning’en skal det også være socialt, hvor oplevelser skal kunne deles medarbejdere imellem.
Accenture, – teknologi- og konsulentfirma med 275.000+ ansatte i 55 lande.
Accenture spurgte hele vejen fra top til bund i organisationen: hvad kendetegner for dig en god leder, – hvilke egenskaber værdsætter du højest hos din nærmeste chef?
Svaret var: ’autenticitet og nærvær hos min leder er dét, der skaber størst respekt og arbejdsglæde. Det giver mig lyst til at gøre lidt ekstra’.
Medarbejderne i de afdelinger, hvor chefen besad disse egenskaber, performede ganske enkelt bedre.
Der kom fokus på en helt overordnet erkendelse af, at en autentisk og nærværende leder er én af de største mangler på ledelsesniveau i virksomheder i dag. Egenskaber og kompetencer som efterspørges ikke kun af medarbejderne, men i høj grad også hos samarbejdspartnere og kunder.
Ud fra dette har man gjort mindfulness til en fast bestanddel af lederuddannelsen hos Accenture.
Ude i verden er mindfulness så mange gange større, end det for tiden er tilfældet her i landet. Når først effekten af en virksomheds investering i mindfulness kan spores positivt på bundlinjen, vil det gå fra at være noget ‘skabs-agtigt’, som kun de frelste bruger tid og energi på, til at blive mainstream og efterspurgt som noget, der bl.a. gør en virksomhed attraktiv at arbejde for.
– Jeg er overbevist om, det kun vil være et spørgsmål om tid, så kommer det helt af sig selv – også i Danmark.
Posted in: Videnskab
Comments are closed.