Bogen handler om en lidelse, jeg dårligt kan udtale navnet på – endometriose. Nej… det passer ikke, den handler faktisk om meget mere end det…
‘Viljen til at ville’ handler om det at være ramt af en sygdom, som de færrest kender. Den handler om at fejle noget, som ingen kan se. Den handler om omverdenens vanskeligheder med at møde den ramte på en støttende og konstruktiv måde. Den handler om den ensomme kamp mod smertehelvedet. Men den handler først og fremmest om, at det KAN lade sig gøre!
‘Viljen til at ville’ er en åben og hudløst ærlig fortælling om en del af livet, som kun få kender til, og som endnu færre af os ved, hvordan vi skal møde. Den er et indblik i op- og nedture, frustration og glæde.
‘Viljen til at ville’ er letlæst, forklarende og direkte. Bogen kan læses af alle – eller rettere bør læses af alle, fordi den har nogle vigtige budskaber til os.
Ja… ‘Viljen til at ville’ tager udgangspunkt i endometriose og i kamp mod kronisk smerte, men den er så meget mere end det. Lad den være en påmindelse til os alle om, at livet er fantastisk. Og lad den være en påmindelse til os om, at når livet så alligevel slår knuder og gør ondt, så er det værd at kæmpe for, og det KAN lade sig gøre – bare man har Viljen.
Tak for en både god og vigtig bog.
Tak Hanne Vedsted-Hansen for at du med dette store stykke arbejde har gjort det en lille smule lettere for mange mennesker at finde troen og viljen, når der virkelig er behov for det.
James Hillerström.
Posted in: Videnskab
Comments are closed.